Banner_kun titel.jpg

Ord mellem os / Words Between Us

 

Fernisering: Fredag d. 26 april kl. 17-20
Udstillingsperiode: 26. april - 19. maj 2024

I udstillingen Ord mellem os undersøger Selini Marie Halvadaki, hvordan sprog – eller dets fravær – påvirker identitet, ophav og kulturelt tilhørsforhold

I denne udstilling udforsker Halvadaki sproglige møder og hierarkier på tværs af generationer med udgangspunkt i hendes eget ophav som halvt græsk, halvt dansk. Herigennem skildres, hvordan forskellige generationer inden for en familie oplever både inklusion og eksklusion gennem sprog.

Udstillingen består af tre værker, hvori Halvadaki dykker ned i den sprogmæssige kompleksitet, hun kender fra egne familiære relationer.

Jeg dypper mine fødder i begge have er en serie fotogravure, hvis tekstlige motiver fremstår som grafiske billeddigte. I en poetisk tone hvor mellemrum og fraværet af ord er lige så vigtigt som de fortællinger, der formuleres i værkets tekst, skrives en række møder, erfaringer og oplevelser frem. Alle har dét til fælles at sprog, eller mangel på samme, spiller en rolle. “Vi er alle iført folkedragt / Jeg føler mig klædt ud i mit eget ophav” og “Begge hjemlande er omgivet af vand / Begge har tusind kyster at længes fra / Jeg slår mine ord mod kysterne” er sætninger hentet fra værkets tekst. Halvadakis erfaringer med det græske sprog aktiveres gennem værkets tekst, form og farve i refleksioner over tilhørsforhold, længsel og ophav.

Jeg dypper mine fødder i begge have er primært skrevet på dansk, men også græsk og engelsk optræder. Med dette flersproglige tekstunivers ønsker kunstneren at skabe forskydninger i muligheden for at orientere sig i værkets udsagn.

Dette greb går igen i videoværket Voice Over I. Igennem Halvadakis forhold til sin far og præmissen, at de ikke deler et fælles modersmål, forholder værket sig til, hvad det vil sige at miste eller få adgang til sprog på tværs af generationer.

Værket Inbetween (omformninger af α, β, γ, δ osv.) består af en række tegn udformet i keramik. Tegnene tager visuelt udgangspunkt i det græske alfabet, men frem for at kopiere de enkelte bogstavers form, som man typisk gør ved sprogindlæring, opløses bogstaverne og de keramiske tegn omformes i nye visuelle former.

I værket transformeres bogstaverne i det græske alfabet og der opstår et tredje forståelsesrum. Her drejer det sig ikke om at tilegne sig det ene eller det andet sprog, men snarere om den identitetsmæssige erfaring, som følger med at leve og navigere på tværs af modersmål.

De grafiske overvejelser i værkets form går i dialog med selve udstillingsstedet, idet de trækker på den grafiske traditions tilknytning til skrift og som middel til kommunikation.

Udstillingens værker forholder sig med forskellige greb til den danske kontekst, som de vises i. I udstillingen ønsker Halvadaki således at tydeliggøre og omstrukturere sproglige hierarkier, og man får som beskuer mulighed for at reflektere over sin egen position i disse.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.

Danske Grafikeres Hus
Sølvgade 14
1307 København K

Åbningstider:
Torsdag – fredag kl. 13 -17
Lørdag – søndag kl. 11-15 Gratis entré